For længe at vente på politiet?
Kvickly i Nyborg måtte vente halvanden time på politiet i forbindelse med butikstyveri.
Det fortæller Fyens.dk.
Varehuschefen ventede halvanden time på politiet, efter at butikkens personale havde pågrebet en kvinde, der havde stjålet en pung.
- At have taget en flaske øl eller en pose slik er jo ikke særligt graverende, men det kan jo sagtens være, at personen er så truende over for både mig og mine medarbejdere, at vi simpelthen er nødt til at lade vedkommende gå, før politiet kommer, siger Søren Svendsen, der har oplevet, at en tyv truede ham med at ramme familien.
En rundspørge foretaget af avisen viser, at hverken Rema 1000 eller Føtex i Nyborg har oplevet samme problemer som Kvickly.
Det er meget lang tid at vente, og jeg forstår godt, at det har været irriterende.
- Men det var et spørgsmål om at prioritere episoden i Nyborg med de andre akutte opgaver, vi havde. Og der var jo ro på situationen i Nyborg, så vi prioriterede de andre opgaver højere, siger lederen af Fyns Politis vagtcentral, Torben Schultz, til Fyens Stiftstidende.